Fars Køkkenskole

26 kvalitative interviews 

Hvad kan få fædre og børn til at gå i køkkenet helt af sig selv?

Fars Køkkenskole er madlavningstilbud til fædre og børn, der gerne vil lave noget hyggeligt og meningsfuldt sammen.

Foruden sit fokus på god, sund mad og glæden ved madlavning, handler køkkenskolen om at skabe samarbejdsglæde og styrke relationerne mellem fædre og børn. Og om at knytte nye sociale relationer både børnene og de voksne imellem.

Da projektet havde gennemgået sit opstartsforløb, blev jeg bedt om at indhente store mængder data til evaluering og sammenfatte dem i en rapport.

Lidt baggrund

Fars Køkkenskole blev i opstartsforløbet afholdt i skolekøkkener på 26 skoler landet over, da der var behov for at benytte store køkkener, og fordi der for hver køkkenskole var brug for en person – som oftest blev det en lærer – til at vejlede og styre slagets gang.

Det skete ved hjælp af en drejebog fra FK-projektledelsen og med løbende kontakt imellem den og de lokale vejledere.

Hvordan gjorde vi

FK’s projektledelse havde løbende brugt tid på at udsende spørgeskemaer til deltagerne og tale med de enkelte vejledere.

Den endelige evaluering skulle baseres på en samlet analyse af svarene fra spørgeskemaerne og på grundige, kvalitative interview med vejlederne.

Jeg skulle gennemføre de 26 omfattende interview, der var standardiserede, så svarene kunne sammenlignes. Væsentlig var det dog, at spørgsmålene ikke var ledende, sådan at svarene var et udtryk for vejledernes konkrete og objektive oplevelser. Det var et stort og langvarigt arbejde.

Til sidst skulle jeg sammenfatte alle resultater og analyser i en rapport, der blandt andet var tiltænkt Nordea fonden, som havde støttet projektet.